One year as Australian : Advance Open Water dykkercertifikat på Great Barrier Reef!

Selvom vores ferie i Melbourne var slut, kan man vel aldrig få for meget ferie? Vi det kan i hvert fald ikke...

Storbys livet i Cairns!

Ana og jeg valgte ikke at tage med Cathy tilbage til bjergene, men i stedet blive nede i Cairns for at tage på dykkerweekend på Great Barrier Reef sammen med 3 andre udvekslingsstudenter fra vores distrikt. Selve dykkerturen vi havde tilmeldt os startede ikke før om fredagen, så vi have 3 hele dage i Cairns. Ana skulle sammen med de andre udvekslingsstudenter tage hendes ”Padi Open Water” dykkercertifikat, hvilket indeholdte 2 dages teori og pool dykning på fastlandet inden oplevelserne begyndte på revet. Af den grund, havde Ana arrangeret med Zoé en udvekslingsstudent fra Frankrig, at hun kunne bo hos hende i mens de havde undervisning. Eftersom jeg allerede har mit Open Water certifikat, skulle jeg ikke til noget undervisning, så jeg havde 3 dages afslapningen i feriebyen. I lufthavnen blev hentet af Frances, hvilket er Pauline´s tidligere værtsmor, som jeg boede ved i september ferien, da jeg besøgte Pauline. Frances og hendes mand Micheal er begge nogle rigtig søde mennesker og jeg nyder at være i deres selskab. De behandler mig som deres datter og jeg ved, at jeg altid har et sted at være, hvis jeg kommer til Cairns.

Frances hentede mig i Lufthaven, tog vi ned på en Cafe, hvor vi spiste frokost. Frances har noget med frokoster, hun spiser aldrig frokost der hjemme, men vælger altid at gå ud at spise til frokost, hvilket jeg med lethed kunne vænne mig til! Da vi lige var trådt ind af døren, hjemme hos dem ringede min telefon. Det var Zoé (den franske udvekslingsstudent), der spurgte, om jeg ikke ville mødes med hende og Ana nede på Esplanaden og få en is. Frances og Michael bor i en forstad ca. 20 minutters kørsel fra byen, så jeg kunne ikke få mig selv til at spørger om hun ville kører mig tilbage til byen, hvor vi lige kom fra, men da Frances spurgte indtil hvem det var der ringede og hvad hun ville sagde hun; ”du siger bare til, når du er klar, så kører jeg dig”.

Billedet siger sig selv (y)

Ana, Zoé og jeg gik en lang tur langs esplanaden og nød storbyslivet. Det er altid rat at være sammen med andre udvekslingsstudenter. Du ved, at du altid kan regne med dem og at de ville være der for dig, hvis du skulle have brug for det. Og udover det, så har vi alle sammen de samme interesser og ønsker.

Da Michael kørte hjem fra arbejde tog han mig med. Om aftenen under aftensmaden gik alt strømmen i huset på grund af en storm. Det var bæl mørkt over alt og værst af alt aircondition gik ud. Frances fortalte, at det er noget, der sker jævnligt i regnsæsonen (december-februar), og strømmen kan være væk i alt fra et par minutter til flere dage. Vi tog alle sammen vores tallerkener, satte os udenfor, hvor der i det mindste var en lille vind, tændte en masse stearinlys og sprøjtede myggespray overalt. Det var virkelig hyggeligt at sidde der ude under halvtaget og hører regnen. Det tog heldigvis ikke mere end en halvtimes tid, og så var strømen tilbage igen.

Mit værelse ved Frances og Michael

Løbeture og tidlige morgener

Hver morgen stod vi tideligt op (tideligt er kl. 5.00), kørte ind til byen og løb en tur langs esplanaden. Den ene morgen løb jeg med Frances og hendes veninde, hvor vi sluttede løbeturen af med kaffe på en af restauranterne langs esplanaden. Dagen efter løb jeg en længere tur sammen med Michael. Det var den samme rute som vi løb sidste gang jeg boede ved dem. Langs esplanaden under solopgangen, igennem byen før morgen trafikken begynder, op på toppen af byens eneste bjerg, gennem regnskoven og rundt om saltvandssøerne med krokodiller og på den anden side ferskvandssøerne med plikaner og åkander. Jeg synes stadig det er helt fantastisk, hvordan så mange forskellige ting kan kombineres på en enkelt løbetur. Det er helt sikkert blevet til en af mine yndlings måder at starte dagen af på - næst efter pandekager med Nutella selvfølgelig! :D Når det så er sagt, lærte min løbetur med Micheal mig også, at man altid skal huske sin myggespray, når man er i Cairns og vælger at tage en løbetur gennem regnskoven. Især når man er mig! Da vi efter vores 10 km mødtes med Frances ved hendes bootcamp og hun gav mig et håndklæde og en vandflaske, så hun min ryg og arme, der var fyldt med jeg ved ikke hvor mange myggestik. Vi prøvede at tælle dem, men vi stoppede ved 50. Australien og regnskoven har helt sikkert også sine ulemper…

Kaffe med Frances og hendes veninde <3

På trods af mine mange myggestik, havde jeg nogle dejlige dage. Jeg brugte dagene i Cairns på afslapning, solbadning ved Lagoonen, shopping med Frances og til frokost mødtes vi med Michael og tog på cafe. Frances er god at sy, så nu hvor jeg ikke har mormor til at reparere mit ødelagte tøj, gjorde Frances det for mig. Om eftermiddagen, når pigerne var færdige med deres undervisning, mødtes jeg med dem.

3 dages forvandling

Fredag morgen udstyrede Frances mig med søsygepiller, solcreme, snacks, piller og creme for mine dejlige myggestik og hvad hun ellers havde fundet frem, hvorefter hun kørte mig ned til havnen, hvor båden lå. Båden sejlede kl. 6.00, hvor vi startede med en stor morgenmadsbuffet og velkomstmøde. Det var en forholdsvis stor dykker båd, med 16 små kahytter og plads til 30 passagerer. Der var 10 af os, der inklusiv Ana og de andre udvekslingsstudenter, var ved at tage deres Open Water Certifikat. Så var der 2, der tog et Nit Certifikat og så mig, der skulle tage mit Advance Open Water Certifikat. Jeg var den eneste, der skulle tage Advance, så jeg var så heldig at få min egen private dykker instruktør under hele weekenden. Udover os, der tog kurser, var der også 17 passagerer om bord, der ”bare” var på ferie for at dykke, uden at udvide deres certifikat.

Jeg havde 11 dyk på 3 dage og ud over det, havde jeg en 350 siders tyg bog med teori og opgaver, som jeg skulle have gennemført inden min ”eksamen” på hjemturen søndag eftermiddag. Da jeg tråde om bord på Prodive III, havde jeg aldrig prøvet at dykke uden instruktør og jeg havde ikke været ude at dykke i over et år. Jeg var ret nervøs for om jeg kunne huske de mange dykker tegn og regler og hvordan det hele ville gå. Især dages første dyk skræmte mig. Det lyder værre end det var. Jeg havde 3 dage helt fantastiske dage på Great Barrier Reef og det er helt sikkert ikke sidste gang til tager på dykkerweekend! Jeg fandt en rigtig sød Amerikansk dame, der var en erfaren dykker og manglede en buddy. Hun tog mig med ned på dagen først dyk og klarede navigationen, så jeg kun skulle koncentrer mig om mit dykning og de mange flotte fisk og koraller.

Hver dag vækkede personalet os kl. 6.00, hvor vi stod op, hoppede i vores badetøj og drak en kop kaffe under dagens første briefing, hvor efter vi hoppede i havet og studerede de utallige fisk, koraler, havskildpadder og hvad revet ellers havde at byde på. Efter dages første dyk stod den på lækker morgenmad, i mens båden sejlede hen til det næste dykker spot. Efter morgenmad havde vi dyk nr. 2, hvor efter vi havde et par timers solbadning/ studietid. Og som vores vært så sødt sagde i hendes velkomst den første dag: ”I løbet af de næste 3 dage vil i; spise, dykke og sove”. Og ganske rigtig hver gang vi ikke var ude at dykke eller var ved at spise, skulle du passe på hvor du trådte, da hele dækket og opholdsstuen ville være fyldt med sovende dykkere. Jeg er virkelig imponeret over hvor træt og udmattet, man kan blive af at dykke!

Mit første nat dyk!

Fredag aften tog jeg med min instruktør på mit første nat dyk. Det var en utrolig speciel, men også meget skrammende oplevelse. Du kunne kun se, hvad du kunne se, der hvor din lommelygte lyste. Alle de flotte farverige små fisk var væk og var blevet erstattet en masse større mærkværdige og underlige fisk. På mit første nat dyk, hjalp vi nogle af de større fisk med at jage de mindre fiske, ved at lyse på de mindre fisk, så de større fisk kunne finde dem. Nogle gange ville min instruktør lave sjov, og fjerne lygten og dermed lyset i det sekund den større fisk kom op i fart og nærmede sig den lille fisk. Den større fisk ville blive forvirret over det manglende lys og svømme direkte ind i den hårde koral, min vi havde søret for var bag ved den mindre fisk. Hvem har brug for sociale medier og fjernsyn, når man kan underholde sig selv med at forvirre større fisk under deres aftensmads jagt på 18 meters dybe i mørket. Det ville helt sikkert være lettere at forklarer historien, hvis jeg kunne huske navnet på den større og den mindre fisk, men da det ikke er tilfældet, håber jeg, at det stadig gav en lille smule mening. :D Ud over at irritere de større fisk, så jeg også min første blæksprutte!

Da vi kom op efter fredagens fjerde dyk, var stemningen på båden rigtig god! De fleste havde set noget, de aldrig havde set før og vi sad i timevis og spillede forskellige kortspil i mens vi snakkede om alle dagens oplevelser. Jeg er virkelig vild med stemningen på en dykker båd alle var glade, åbne og villige til at dele deres erfaringer og lærer nye at kende.

Uventet storm, lyn og torden!

Fredag nat ramte en uventet storm båden fra en uventet retning, hvilket resulterede i kæmpebølger, med stort K! En af loft pladerne i opholdsstuen faldt ned, køleskabet røg ud, flere af os faldt ned fra vores køjer og alle prøvede at holde fast i de forskellige ting, der røg rundt over det hele. Det var et stort kaos på midten af havet 3 timers sejltur fra kysten, men alle grinede og morede sig over de flyvene stole, rullende ølflasker og væltende mennesker. Kaptajnen fik sammen med resten af personalet drejet båden rundt, så bølgerne føltes knap så voldsomme og køleskabet kunne komme op at stå igen. Vi blev alle sammen vugget i søvn og min roomie og jeg hang et håndklæde op for vinduet, så vi ikke blev vækket af lynnedslagene. Det var virkelig en sjov og interessant oplevelse, jeg nok aldrig vil glemme.

Dykkerdag nr. 2

Lørdag havde vi masser af tid til at slappe af mellem vores dyk. Eller det vil sige, de andre havde. Jeg brugte det meste af min tid i aircondition, hvor jeg læste i min meget interessante dykker bog i stedet for bruge tiden på at solbade på dækket. I Australien har de en joke kørende (hvis man kan kalde det det) med at solbadning, der normalt ville kalde ”arbejde på min hudfarve” eller noget i den stil, hvis man skulle oversætte det direkte, nu hedder ”arbejde på min hudkræft”. Solen er utrolig stæk her nede og statistikken siger at 2 uf af 3 australiere har eller har haft hudkræft inden de fylder 70 år. Jeg syntes det er rigtig skræmmende og man forstår godt hvorfor de alle sammen er så hysteriske med hat, solcreme og langeærmer, selvom det er lidt svært at vænne sig til, når sol for mig er noget positivt, der udtørre urenheder og giver en dejlig brun hudfarve.

På dagens aftendyk tog ned jeg sammen med et dansk par, der studerede i Sydney og var på ferie i Cairns sammen med hans forældre. Vi var 7 danskere om bord på båden, hvilket jeg syntes var ret imponerende, eftersom jeg har kunne tælle på en hånd antallet af danskere jeg har snakket med det seneste halve år (FaceTime tæller ikke). Jeg tror nat dyk hermed er blevet til mine yndlings! Selvom det er dagens sidste dyk og du efterhånden er ved at været godt træt, så ser du så meget andet, end det du ser i dagslyset. Vi prøvede på at finde de store og små fiske for at fortsætte gårsdagens fornøjelser, men uden held. I stedet så vi en masse andre interessante fisk og mystiske kryb. Under vores tur tilbage til båden, stoppede vi op sammen med nogle af de andre dykkere, da der var en 2 meter stor haj, der cirklede rundt tæt på båden. Jeg har prøvet at snorkle med små hajer tidligere, men det var langt fra lige så interessant som det her. Det var stadig kun en reef shark, så vi vidste, at der ikke var noget at være bange for, da de ikke går til angreb. Men det var bæl mørkt, så du kunne kun lige skimte den. Og den eneste grund til, at vi kunne holde øje med den, var fordi dens grønne øje lyst op. Vi blev nede under båden så længe vi kunne, men eftersom vi først opdagede den i slutningen af vores dyk, og vi alle sammen var ved at løbe tør for luft, blev vi nød til at gå op efter et par minutter…

Advance Open Water

Advance Open Water, som er det kursus jeg tog under weekenden indeholdte 5 undervisnings dyk; Navigation, Dybde dyk, Flydeevne, Nat dyk og Search and Recover. Søndag morgen havde jeg min sidste undervisnings lektion, der også var den sjoveste. Det var dybde dykket, som nogle af de andre også havde skrevet sig på, så jeg var ikke alene med min instruktør. Dybde dykket indeholdte forskelige ting. Bl.a. fik vi hver stillet et regnestykke som vi skulle udregne på 28 meters dybde. Mit regnestykke var: 7 + 0, hvilket jeg tog 48 sekunder om at udregne. Når du er nede på dybt vand med iltflasker, fungere din hjerne langsommere. Farven rød ikke eksisterende og korallerne er langt fra så farverige som de er tættere på overfladen. Min værtsbror Alex, der var med på dykket fik noget de kalder ”nit”, hvilket er en slags ”sygdom”, som du kan få, når du går længere ned en 24 meter. Det virker lidt på samme måde som alkohol, man bliver lidt små skør og gør de underligste ting. Bl.a. legede han en orm og han spurgte alle fiskene om de var okay, hvis de ikke svarede ham (hvilket ingen af dem gjorde), skældte han dem ud. Det var utrolig underholdene og han kunne ikke huske halvdelen af det, da vi kom op igen. Det er helt normalt at få det og alle for det i en eller anden grad, men jeg er meget glad for at jeg kunne nøjes med at se på.

Da klokken var 12.00 havde vi afsluttet dages tredje og weekendens sidste dyk. Jeg havde mit sidste dyk sammen med Ana. Hun havde afsluttet hendes kursus og fået hendes certifikat, så hun kunne gå ned uden instruktør. De havde gemt det bedste spot til sidst og tog os hen til et rev de kaldte Mikey Mouse. Det var det flotteste og mest farverige sted vi havde været under hele weekenden og der var utrolig mange forskellige fisk. Derud over var en lille tunnel, man kunne dykke igennem og så sluttede vi dykket af med at ”farevil”, da vi fulgte efter en havskildpadde. Før hvert dyk er der en briefing, hvor en af instruktørerne gennemgår dykket og hvilke kompas grader, man skal følge. Hvis man følger dem præcis som de siger, skulle man ende tilbage under båden. Hvis man vælger at følge efter en skildpadde, mister man sin stedsans og ender 100 meter væk fra båden. Heldigvis havde vi begge to masse af ilt tilbage og hvad går man ikke for at bruge mere tid sammen med en skildpadde?

Jeg har altid været fascineret af dykning og dykker verdenen og denne her weekend har bestemt kun gjort det endnu bedre!