Rotary Rock to Reef Safari 2015

Velkommen til denne blogs hidtil længste opslag:

Nu var tiden endelig kommet. Turen vi alle sammen havde set frem til. Rotary Rock to Reef Safari. Dette er en 3 ugers lang rundrejse, der inkludere et besøg i 5 af Australiens 8 stater, 8000 kilomenters bustur, 3 Rotary distrikter, 37 udvekslingsstudenter og 15 nationaliteter.

Turens rute - alle de små prikker viser de større steder vi besøgte...

Dag 1 – Rejsen til Adelaide

Lørdag morgen klokken 5.30 kom Elspeth (min værts mor) ind og bankede på min dør. Hun havde lavet morgenkaffe og havde smurt mig en lækker vegemite/ avocado sandwich, så jeg havde noget morgenmad til flyveturen. En halv time senere kom Mandy (Anas værts mor) og hentede mig for at kører os til lufthaven i Cairns, hvor vi skulle mødes med resten af vores Rotary Distrikt.

Køreturen fra Atherton til Cairns Lufthavn

Ana og jeg i Lufthaven (Før billede)

Vores distrikt havde fået to nye udvekslingsstudenter, som jeg ikke havde mødt før. Fomino fra Japan og Leticia fra Brasilien. Begge piger var rigtig søde, men det var sjovt at opleve forskellen på de udvekslingsstudenter, der lige havde begyndt deres udveksling og os, der kun har et par få måneder tilbage. Vi var 13 udvekslingsstudenter fra mit distrikt og vi skulle alle med på turen. Tur lederen fra vores distrikt var Frances, som jeg har boet ved et par gange, når jeg tidligere har været på besøg i Cairns. Faktisk var det mig, der havde spurgt Frances, om ikke hun kunne ville være vores tur leder, da jeg vidste, at vi manglede en.

Distrikt 9550 inklusiv Frances og Sandy (de to i organge polo i midten)

Flyveturen til Adelaide tog 3,5 time. Da vi ankom til Adelaide kørte vi igennem byen, hvor vi så de forskellige saltminer og andre miner med grundstoffer, som jeg ikke kan huske hvad var. Vi kørte ud til en campingplads, hvor vi skulle overnatte den første nat. Efter vores ankomst gik vi en tur ned til byen for at spise frokost. Det meste af eftermiddagen brugte vi på at spille kort, se film og bade i poolen. Det var rigtig dejligt at se de andre udvekslingsstudenter igen. Første term af år 12 har været rigtig travlt, så jeg havde ikke set ligeså meget til de andre, som jeg gerne ville.


Fly ruten fra Cairns til Adelaide


Det røde center fra luften

Ved 5-tiden ankom vores bus, med de 2 andre distrikter, som vi skulle rejse sammen med. Første aften gik ud på at lærer hinanden at kende og få uddelt vores safari jumpers, der var vores ”uniform” de følgende 3 uger. Personligt var jeg ret glad for at udskifte min skoleuniform med en dejlig stor og blød jumper.

Første aftensmad ved vores små borde og stole (Quinten, Ella, Ania, Fomino og Steffi)

Min flotte jumper

Vi fik uddelt vores hytter. Jeg delte hytte med Fomino fra mit distrikt. Og allerede på turens første dag, var jeg taknemlig for, at jeg ikke havde medbragt mere end 13 kg. i min taske. Fomino og jegs hygge lå i den modsatte ende af campingpladsen til der hvor bussen var parkeret. Det betød, at vi skulle slæbe vores taske hele vejen ned til hytten og tilbage igen den efterfølgende morgen. Det skal lige nævnes, at det ikke var en lille campingplads.   

Camping hytte nr. 1

Camping hytte nr. 1

Efter aftensmaden var vi en hel bunke piger, der mødtes nede i vores hytte. Hele hytten var fyldt og vi fandt alle sammen vores små camping krus frem og lavede en kop te. Vi kunne ikke lade hver med at gøre grin af os selv, da det ”værste” vi kunne finde på at lave, var at sidde og drikke te i en af hytterne. Vi gik dog alle tidligt i seng, da næste morgens køretur startede kl. 4.00.

Tea party (Natalia, Ana, Svetlana, Fomino, Zoé, Laticha, Pauline, Steffi, Ania)

Dag 2 – Første møde med den Australske Outback

Det var bel mørk, da vi alle sammen kom slæbende med vores tasker og små lommelygter tilbage til bussen. Vi smurte en sandwich, så vi havde noget morgenmad til senere, hvor efter vi hoppede ind i bussen og lagde os til at sove igen.

Første dags kørertur til Coober Pedy 

Ved 9-tiden holdte vi vores første pause. Landskabet havde ændret sig fra storby til ingenting. Vi sad alle sammen i solen og spiste vores morgenmad inden vi fortsatte køreturen.

Til frokost holdte vi ind ved byen Pt. Augusta, hvor der var en masse gamle fly udstillet. Jeg kan desværre ikke huske historien bag flyene.

Fly udstillingen i Pt. Augusta  

Næste stop og byen, hvor vi skulle overnatte var Coober Pedy. Coober Pedy er en gammel mineby, der er kendt for sine opaler. På grund af varmen ligger stort set alt ting under jorden. Dette gælder supermarked, huse, hoteller, skole osv. Vi skulle også overnatte i en stor underjordisk grotte. Lugten der nede var ikke den mest behagelige, men det var helt sikkert en oplevelse.

Byen set ovenfra - alle de hvide skorstene er luft veje

Vores underjordiske lejerskole 

Da vi ankom til byen tog vi på en guidede rundtur, hvor vi bl.a. så byens ældste underjordiske kirke, deres Moonligt biograf, byens skole og byens berømte hotel, som de fleste turister, der besøger byen, overnatter på. Vi afsluttede vores rundtur af med en rundvisning på byens museum, hvor vi så, hvordan de før i tiden havde gravet efter opaler og hvordan opalerne bliver lavet om til smykker. Vi så også en af de oprindelige underjordiske huse + et af de mere moderne underjordiske huse. Jeg købte mig en lille opal halskæde, som et minde fra byen.

Et af byens første underjordiske huse 

Et mere moderne, men stadig underjordisk hus

Efter rundturen gik vi en tur op til udkigsposten, hvorfra vi kunne se ud over byen og se de mange skorstene, der fungerede som luftveje og stak op af jorden. På vores billeder lignede det at vi befandt os på noget lignende månen. Vi fik fortalt at flere film har brugt byen som kulisse til et månelandskab.

Lucian, Johanna, Ana, jeg og Pauline på Coober Pedy's udkigspost før solen gik ned  

Det tætteste jeg nogensinde kommer på månen (udkigsposten efter solnedgang)

Dag 3 – fra solopgang til solnedgang

Vores første solopgang i den Australske Outback

I dag fik vi mulighed for at sove helt til kl. 5, hvilket vi selvfølgelig var meget taknemmelige for. Vi forlod Cooper Pedy og nød den helt fantastiske solopgang i Outbacken. 

Vores skønne kok Cindia, der var ved at tilberede morgenmad

"Spisestuen" i Coober Pedy

Dagens rute^^

Os, der skubbede bussen over grænsen 

Strækningen fra Cooper Pedy to Ayers Rock krydsede grænsen mellem SA (South Australia) og NT (Northern Territory), her fik bus chaufføren os alle sammen ud af bussen, for at skubbe den over grænsen. Utroligt nok lykkedes det os og bussen var i frigear, da den passerede grænsen mellem SA og NT. 

Riko, Ana, Svetlana, Pauline, Ania, Zoé og Fomino i NT 

South Australia var på den modsatte side og derfor oplyst af solen. 

Ayros Rock fra afstand 

Efter en 10 timers køretur ankom vi til vores campingplads ved Ayers Rock, hvor vi for første gang skulle slå vores telte op. Det var 40 grader, der var sand over det hele og luften var virkelig tør. Det lykkedes os at få dem op og vi havde nu 25 saunaer på lange rækker.

Teltene slået op og forvandlet til små saunaer

Efter teltene og køkkenet var sat op, var det tid til en afkølende dukkert i poolen inden vi skulle gøre os klar til at hoppe ind i bussen endnu en gang. Aftenens aktivitet var nippelies (kiks, chips, ost, sodavand) og solnedgang over Ayers Rock. Det var en helt fantastisk oplevelse og jeg tror aldrig, jeg har taget så mange billeder. Alligevel kunne jeg ikke lade hver med at tænke; ”Er det, det her folk kører så langt for at se?”. Det var utrolig flot, ja, men for mig var det bare en anden klippe, der lignede den på postkortene på en prik.

(Billede af Ayers Rock)
(Billede af os alle inkl. flag)

Snacks i mens vi så solnedgangen oover Ayers Rock

Et af de utallige billeder (Distrikt 9550)

Og endnu et... (hele gruppen)

På hver camp fik vi uddelt nye telt partnere, så vi fik muligheden for at snakke med så mange så muligt og lærte så mange så muligt at kende. På denne camp delte jeg telt med Astrid fra Danmark. Det var dejligt at få muligheden for at tale lidt dansk igen. Det lyder måske underligt, men der er virkelig stor forskel på at skrive på dansk og måske snakke dansk over Skype, til at snakke dansk til en person overfor dig og uden nogle skærm i mellem jer.

Aftenens solnedgang 

Dag 4 – Ayers Rock (Uluru) (Yndlingsdag nr. 4)

På turens fjerde dag begyndte et af turens største højdepunkter. Vi skulle prøve at klatre op til toppen af Uluru. Uluru er det oprindelige navn for Ayers Rock. Der er en vandretur fra bunden og til toppen af klippen. De åbner kun ruten hvis temperaturen er under 36 grader, da det er for farligt ved varmere temperaturer. Uluru er et helligt sted for den arboriginalske kultur og de vil ikke have at der sker noget, der kunne bringe ulykke på deres klippe. Vi stod tidligt op for at være ved foden af klippen så tidligt så muligt. Vi ankom lige efter solopgang, hvor ruten heldigvis stadig var åben. Da vi kom ned igen hørte vi fra nogle af de andre, at vi havde været den sidste gruppe, der havde fået lov til at gå op. 2 minutter efter vi var gået havde de lukket ruten på grund af varmen. Så hvis vi var ankommet 2 minutter senere, ville vi ikke have fået mulighed for at bestige Ayers Rock. Jeg var så glad for, at vi nåede det til tiden og at vi fik muligheden for at gå der op for det var helt sikkert en oplevelse for resten af livet. Det skal lige siges, at det var noget af en vandretur og det var ikke alle der nåede helt til toppen. Men nu gav det pludseligt meget mere mening, at vi havde siddet i en bus i så lang tid. Det var en helt fantastisk oplevelse og så meget anderledes end noget, jeg har prøvet før. Når du vandre op af den går det op for dig, hvor stor den ret faktisk er. 

(Billede af Ayers Rock fra bunden)


Halvvejs til toppen

Den hurtigste fra vores gruppe nåede op til toppen på 28 minutter. Det var Toby fra Østrig. Vi (Marie-Louise, Cecilie og jeg) tog 42 minutter. Den sidste gruppe kom der op efter 1,5 time. Vinden på toppen var utrolig stærk og du skulle hele tiden sørger for, at du holdte fast i alle dine ting. Der var flere, der mistede hatte og solbriller. Turen nedad var langt mere afslappende og vi kunne nyde, udsigten ud over ørkenen. Eller, hvad du nu vil kalde det. Da vi dagen i forvejen så solnedgangen over Uluru, kunne du se at klippen var stor, men du havde ingen ide om, hvor stor den rent faktisk var. Efter at have gået i en halv time og stadig ikke nået toppen, fik du en ide om, at den var langt stører end du nogen sinde kunne have forstillede dig. Og da min værts far fortalte mig, at det af klippen, der er synligt i dag kun er enden af en lodret klippe, der går flere kilomenter ned i jorden, blev jeg klar over, hvorfor den er så speciel, som den er.
  

Natalie og jeg på toppen af Ayers Rock og med The Orgers i baggrunden  

Ayers Rock

Sjov med skygger på toppen

Udsigten fra toppen 

Efter frokost tog vi hen til et helligt vandhul ved foden af bjerget. Jeg tror, vi gik i 20 minutter for at komme hen til vandhullet, der ikke var stører end en mellemstørrelses vandpyt. Det fortæller noget om vigtigheden af vand i Outbacken. Uluru var kendt for at være stedet, hvor du altid kunne finde vand, når du vandrede igennem ørkenen. Efter vandpytten gik vi op til en grotte, for at se nogle arboriginalske tegninger, der var malet på de røde klippe sten. Herfra kørte vi hen til et kulturcenter, hvor vi kunne læse os til fakta og historier om området. Jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke vidste mere om området og Uluru på forhånd. Jeg havde ingen ide om, at vi ved at vandre op til toppen, brød den arboriginalske kultur. Hvert andet skilt i kulturcenteret sagde; ”please lad vores klippe være uberørt”. Det er lidt lige som at træde på en grav eller kravle op af friheds gudinden, noget man aldrig ville gøre. Jeg følte mig lidt som en dum turist, men på den anden side, er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde det uden at kende til historien bag det. Jeg tror ikke, at jeg ville have gjort det, hvis jeg havde besøgt kulturcenteret først og jeg ville helt sikkert ikke have nyt det lige så meget som jeg gjorde. Det var en helt fantastisk oplevelse, jeg aldrig vil glemme, men jeg tor ikke, at jeg ville gøre det igen en anden gang.

Gå turen til vandhullet 

Det hellige vandhul

Om eftermiddagen var der ingenting på programmet, så vi fik vasket tøj, svømmet i poolen og spillet volleyball i det røde sand. Sammen med Pauline tog jeg på en gå tur rundt i byen, der kun er blevet bygget for turister, der vil besøge Uluru. Fra solopgang til solnedgang går, der gratis busser rundt i byen, da de ikke anbefaler folk at gå i varmen. Vi ville gerne se byen, så vi valgte nu at gå alligevel, hvilket man sagtens kunne, så længe man havde vand med sig og ikke gjorde det i middagssolen. Ved solnedgang gik vi op til en udkigspost, der lå tæt ved vores camp. Herfra kunne du se ud over landskabet, med Uluru i baggrunden.

Udgiksposten før solnedgang (Natalie, Mig, Pauline, Rauqel)

Indgangen til vores camp

Volleyball i det røde sand (Andreá, Zoé, Alexis, Johanna)

Om aftenen spillede vi forskellige spil og legede selskabslege for at lærer hinanden bedre at kende. Det føltes som om, jeg allerede kendte dem alle sammen, selvom jeg havde mødt størstedelen af dem 4 dage i forvejen.

Dag 5 – The Orgers (Kata Tjuta)

Endnu en tidlig morgen. Vi vågende tidligt for at pakke vores camp ned inden solopgang for at undgå at skulle pakke sammen i 40 grader. Vi gik alle rundt med pande lygter og det var lidt af en udfordring at få pakket det hele ned uden at miste noget i sandet.

Da campen var pakket ned gik turen til The Orgers eller Kata Tjuta, som det oprindeligt er kaldt. Her tog vi på en vandretur op til en udsigtspost, hvorfra du kunne se ud over klippesamlingen. Jeg kunne sagtens have brugt flere dage her, men vi skulle videre.

Kata Tjuta fra afstand

På vandretur med vores flue-net

Ania og jeg på udkigsstedet

Vi tog tilbage til campen, hvor vi fik frokost inden vores næste køretur til Kings Canyon begyndte. På denne kørertur lavede vi et skandinavisk hjørne i bussen, hvor vi spiste lakridser, lavende julestjerner og lyttede til dansk og finsk musik. Det var rigtig hyggeligt og følelsen af, at vi havde noget tilfælles, som vi alle var vokset op med, var virkelig dejligt.

Køreruten fra Uluru til Kings Canyon 

Da vi ankom til vores næste camp tæt ved Kings Canyon, blev campen sat op, hvor efter vi hoppede i poolen. Sammen med Tiffany fra Taiwan, løb jeg en tur for at opleve området, se solnedgangen og strække benene.

Så var campen sat op - senere på dagen lærte vi at man ikke skulle lade noget ligge udenfor teltet, da stedet var fyldt med dingoer. 

Løbetur

Solnedgangen ved Kings Canyon 

Om aftenen var der to af pigerne, der havde fødselsdag, så lederne inviterede os med på pub, hvor der var live musik. Det var ret sjovt at gå på pub og drikke sodavand, men vi havde en rigtig sjov og god aften.

Den lokale pub 

På denne camp delte jeg telt med Victoria fra Tyskland. Jeg syntes, det er så fedt, at vi skifter telt partnere hver gang. Det er helt sikkert en rigtig god måde at lærer hinanden bedre at kende på. Victoria er en rigtig sød pige, som jeg vil glæde mig til at besøge, når vi kommer tilbage til Europa.

Dag 6 – Kings Canyon  (Yndlingsdag nr. 2)  

Solopgangen fra vores Camp 

Hvis man vil have noget ud af dagen må man tidligt op. Solopgangen var kl. 6.00, hvor vi alle mødtes med vores soveposer ved campingpladens udsigtspost og nød solopgangen. Efter solopgangen tog vi ud til Kings Canyon, hvor vi kunne vælge imellem to forskellige vandre ruter. En kort og en længere. Jeg valgte den lange. Det overrasker mig virkelig, hvor glad jeg er blevet for at vandre. Jeg havde aldrig troet, at det skulle være noget specielt, men det er virkelig fedt og du oplever så meget mere end du gør ved bare at se et område fra afstand. Den længere rute var 6 km. Ikke fordi, at det er helt vildt langt, men i 40 graders varme og op og ned af klipper, er det en ret god tur. Ruten tog os 2,5 time inklusiv utallig mange fotopauser.

Kings Canyon 

Quinten, jeg og Ana

Et lille vandhul, der var kaldt noget med have og lå ved bunden af Canyon (Johanna og Jeg)

Da vi kom tilbage til campen var det tid til solbadning og afslapning ved poolen. Klokken 15.00 var vi 7 elever og 4 voksne, der havde meldt os på en helikoptertur over Kings Canyon. Det var en helt fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig prøvet at side i en helikopter før, så det i sig selv, var noget af en oplevelse. Over Kings Canyon og med Uluru i baggrunden kunne det ikke blive meget bedre.

Udsigten fra Helikopteren

Vores pilot og Cecilie

Marie-Louise og jeg på "bagsædet"

Når folk efterfølgende har spurgt mig, hvilket sted på vores tur, der var mit yndlingssted, har Kings Canyon været et af mine svar. Det var så ubeskriveligt og flot, nu kan jeg næsten ikke vente til, at jeg til sommer skal se Grand Canyon, der efter signe skulle være meget stører og meget flottere, hvilket er svært at forestille sig efter at have oplevet dette.         

Dag 7 – The Outback

Efter to rigtig dejlige dage i Kings Canyon, var det tid til at fortsætte vores rundrejse. På vejen mod Alice Springs, der var turens næste destination, holdte vi ind ved forskellige turist attraktioner, hvilket delte den ellers lange køretur op i mindre strækninger. Det var dejligt, at der nu til en forskel rent faktisk var steder, hvor vi kunne holde ind og opleve/ se andet end den Australske Outback, som vi efterhånden havde fået set nok af. Det var også en rigtig god, men lidt underlig oplevelse, at opleve Australien som turist og ikke som udvekslingsstudent.

Ruten fra Kings Canyon to Alice Springs

En sød lille kænguru, vi mødte på en af restepladserne

Vores første stop var ved et arboriginalsk galleri. Her fik vi morgen te og de fleste af os købte noget kunst for at støtte galleriet. Man kunne tydeligt mærke, at det ikke var hverdag, de ikke fik besøg. Jeg købte mit første og højst sandsynligt også sidste og ikke mindst eneste arboriginalske kunst ved en rigtig venlig kone, der lærte os nogle forskellige sætninger på hendes oprindelige sprog, som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Vi så på, imens hun malede mit billede og jeg fik det i min yndlingsfarve ”lilla”, der ellers er meget usædvanligt for arboriginalsk kunst, eftersom de oftest holder sig til jordfarverne orange, brun og sort.

Mit flotte arboriginalske maleri

Fra det arboriginalske galleri gik turen nord på til en kamel farm. Ja, du læste rigtig - en kamel farm. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der ikke ved særlig meget om den australske outback, men en kamel ved siden af en kænguru, er ikke et naturligt billide i mit hoved. Kamelerne hører til i Egypten, ikke i Australien. Men jeg blev klogere. Kamellen blev introduceret til Australien i 1950, som transport dyr, hvilket giver ret god mening, eftersom den australske outback og den eqyptiske ørken har mange ligheder. I dag er Australien det land i verden med flest vilde kameler og de er klassificeret som en pest til det australske økosystem. Vi bruger ikke længere kamelerne som transport, så de bliver hovedsageligt brugt til turister.

Kamel ridning! 

På kamel farmen fik vi en ridetur på kamelerne, der havde sadler, hvilket gjorde det en del mere behageligt, end jeg husker det fra Egypten. Det var meget turistet, vi red en cirkle på en indhegnet ridebane med en guide, der trak kamelen rundt. Det var dog stadig en god og sjov oplevelse. Efter vores ridetur fik vi alle en kamelburger. Det var ikke noget, jeg ville anbefale andre eller prøve en anden gang, men det kunne spises og nu kan jeg sige, at jeg har smagt kamel. 

Kamel burger 

Fra kamel farmen kørte vi de sidste fem timers kørsel til Alice Springs, hvor vi igen satte vores camp op. Efter campen var sat op tog Zoe, Pauline, Cecilie, Tiffany og jeg på en løbetur for at udforske området og strække benene. Det var ikke fordi, at der var meget at udforske, men det var dejligt at få muligheden for at bevæge sig lidt, efter en hel dags buskørsel .

Vi boede 20 minutters kørsel uden for Alice Springs, og efter aftensmaden fik vi muligheden for at se noget af byen, da vi kørte ind for at se et didgeridoo show. En didgeridoo er et australsk arboriginalsk vind instrument i form af en lang træ tube, traditionelt lavet af hollow branch, hvilket er pustede for at producere en dyb og resoneret lyd. En didgeridoo bliver spillet ved at blæse forskellige rytmiske accenter i toppen af tuben. I slutningen af showet inviterede de os alle op på scenen for at prøve at spille. Jeg havde ikke meget held med mig og jeg bliver helt sikkert aldrig en didgeridoo spiller.

På denne camp delte jeg telt med Riko fra Japan. Riko er i mit Rotary distrikt, så jeg kendte hende godt i forvejen.

Didgeridoo Show

Didgeridoo Show

Dag 8 – Sightseeing i Alice Springs

Dag 8 stod på sightseeing i Alice Springs. Efter morgenmad hoppede vi alle sammen på bussen, der over natten var blevet ryddet op og gjort rent, så man nu igen kunne se det flotte blå gulvtæppe. Vejret var godt og sigtbarheden var god, så morgenen blev startet ud med en tur op til byens udsigtspost, hvorfra du kunne se ud over Alice Springs. Det var ret imponerende, eftersom byen er en storby der ligger midt i ørkenen.

Gruppe billede ved udkigsposten

Svetlana, Ania og jeg :D

Derefter kørte vi hen til Dr. Flynns grav. Dr. John Flynn var en Australsk Presbyteriansk minister (ikke, at jeg ved hvad det betyder, men det var hvad google sagde). Dr. Flynn startede The Flying Doctors, hvilket oprindeligt var verdens første ambulancefly, men i dag dækker store områder både i og udenfor Australiens grænser.

Dr. Flynn´s grav 

Efter Dr. Flynns Grav stod den på fugle show i Alice Springs Dessert Park, der er lidt ligesom en Zoologisk Have, men med dyr, der naturligt lever og kan overleve i den Australske Outback.

Eftermiddagens første besøg var en rundvisning ved The Flying Doctor Service. Vi startede ud med en lang introduktions film, hvor over halvdelen af os faldt i søvn (Det skal lige nævnes at jeg ikke var en del af den sovende halvdel). Der efter fik vi en rundvisning og vi mødte en af piloterne, der var på vagt.


Fulge show i Alice Springs Dessert Park 

Pauline, Johanna, Zoé og Ania 

Alice Springs Dessert Part 

The Flying Doctor Service

Shopping time! Jeg kan stadig ikke helt forstå, hvorfor de havde valgt at puttet shopping på dagens program. Alice Springs er som sagt midt i ørkenen og da altting skal transporteres der ud, er priserne på varerne meget dyrere end i resten af Australien.  Derudover er vi alle udvekslingsstudenter og har været det de seneste 9 måneder, så ingen af os havde penge til shopping. Når det så er sagt udnyttede vi de 2 timers shopping ret godt, hvis du spørger mig. Sammen med 5 andre satte jeg mig ind på en cafe, købte en smoothie og gjorde brug af deres gratis internet efter vores 8 dage uden telefonservice. Gratis internet er en meget sjælen ting, du næsten aldrig støder på i Australien.

Tilbage til sightseeing – vores næste besøg var ved School In The Air, der er en online skole for de børn, der bor i øde områder uden mulighed for at gå i skole. Det var ret interessant at se hvordan deres undervisning fungere, men jeg er nu rigtig glad for, at jeg har haft mulighed for at gå på en normal skole.

School in the Air

Om aftenen besøgte vi Alice Springs Reptile Center, hvor vi så krokodiller, slanger, firben og hvad, der nu ellers hører til den dyregruppe. Vi havde en guide, der gav os en rundvisning og lod os holde alle dyrene. Jeg må indrømme, at jeg syntes, at jeg har haft de oplevelser med den slags dyr som jeg behøves at have, så jeg tog frivilligt fotografrollen. 


Reptile Center

Dag 9 – Transport dag og stjerne nat

Fra Alice Springs stod den på 3 dages kørsel til Airlie Beach. På vores første køredag var dagens højdepunkt vores frokost, der blev holdt ved nogle arboriginalske hellige sten og med nogle ret så interessante toiletter.

De hellige sten 

Da vi efter 12 timer i bussen kom frem til stedet, hvor vi skulle overnatte var der ikke rigtig nogen af os, der var trætte. De fleste havde brugt største delen af køreturen på at sove. 5 andre piger og jeg besluttede os for, at det ikke kunne betale sig at gå i seng, da den kommende dags køretur ville starte kl. 4.00 næste morgen og det var sent før vi havde fået aftensmad. Vi spillede forskellige spil, svømmede i poolen og kiggede på stjernerne. Stjernehimlen var helt fantastik. Generelt er der så mange flere stjerner her nede end jeg nogensinde har set på den nordlige halvkugle.

Aftenens solnedgang

Dag 10 – Transport dag

Efter vi havde pakket vores telte sammen forstsatte vi køreturen mod Airlie Beach. Dagens højdepunkt: vi krydsede grænsen mellem Northern Territory og Queensland. Eftersom jeg ikke havde sovet i løbet af natten, stod denne dag mest på film, musik og godnat tid. Min yndlingssove plads var på bussens midtergang, som du skulle være hurtig til at besætte, hvis du ville have en plads. Derfor var det også lidt af en forhindringsbane, hvis du ville bevæge dig frem og tilbage i bussen. Der var folk, der sove hele vejen ned af midtergangen + flok der lå med deres ben på kryds og tværs ad sæderne. De lange bus turer, var på ingen måde så slemme som jeg havde frygtet. 12 timer i en bus 3 dage i streg, går hurtigere end du regner med, når du er i godt selskab, har mulighed for at bevæge dig rundt, har en harddisk med 300 film og holder pauser hver fjerde time.

Toiletkøen

Stadig godt humør på transport dag nr. 2 

Dag 11 – Airlie Beach.

I dag var vores sidste dag med kørsel i denne omgang. Vi var alle ved at være godt trætte af at have siddet i en bus i tre dage, så jeg tror, at det var rigtig godt, at i dag var den sidste dag med 12 timers kørsel. Vi spiste frokost i en af Queenslands Parker, hvilket fik mig til at føle mig helt hjemme igen. Drikkevandet smagte godt, solen skinnede og græsset var grønt. Vi holdte en anden lille pause i Charles Tower, der er en sød lille by med ældre huse og kirker. Byen ligger en times kørsel vest fra Townsville. Det var lidt underligt næsten at være hjemme, men på samme tid vide at turen fortsatte syd på.

Da vi langt om længe ankom til vores camp i Airlie Beach løb jeg sammen med Tiffany en tur langs esplanaden. Jeg er så taknemlig for, at jeg blev placeret i Queensland. Airlie Beach er en rigtig flot lille by, der på mange måder minder om Cairns. Byen havde masser af forskellige attraktioner, som vi desværre ikke havde tid til at opleve, men som også kan opleves i Cairns.

Dag 12 – White Sunday Islands (Yndlingsdag nr. 1)

En af turens højde punkter var en endagssejltur til the White Sunday Islands og Great Barrier Reef. Selvom jeg efterhånden har været på revet et par gange, kan man aldrig få for meget. Hver gang jeg er der er ny og dejlig oplevelse. Jeg ser altid noget, som jeg ikke har set tidligere. 

Udvekslingsstudenterne fra Melbourne distriktet var alle helt oppe at kører, da de fleste af dem ikke havde været på revet før. Fordi vi var så mange, som vi nu var, havde de reserveret hele det øverste dæk til vores gruppe. 

Vi var 6 piger, der valgte at gøre brug af vores dykker certifikat og tog ud at dykke om formiddagen. Revet i Airlie Beach var en del anderledes end revet ved Cairns og korallerne var langt fra lige så farverige. Det betød dog, at der levede andre slags fisk og jeg så rigtig mange fisk, som aldrig havde set før.

Klar til endnu en dykkertur på revet 

Victoria og jeg

Mig på Great Barrier Reef

 

Dagen gik alt for hurtigt og efter en lækker buffet (en god udvekslings fra de ellers helt okay sandwich vi alle have spist lidt for mange af)  tog jeg på dyk nr. 2. for at få min dykker log op. Det endte dog med at være meget mere end blot et ekstra stempel i bogen. På mit dyk nr. 2 var det kun mig og en instruktør, der gik ned. Fiskene kom helt tæt på os og sigtbarheden var langt bedre end den havde været på morgenen dykket. Vi så Lion Fish, en skildpadde og bedst af alt tusindvis af små farverige fisk, der lod os være en del af deres klang. De omringede os og kom op og kyssede vores masker.

En af de flotte skildpadder, der besøgte båden i mens vi spiste frokost

Bådens toilet med hav udsigt...

Ved 4 tiden satte kaptajnen kursen tilbage mod Airlie Beach og en af rejsen hidtil bedste dage var forbi...

Dag 13 - Great Keppal Island

Ruten fra Airlie Beach til Rosslyn Bay

Great Keppal Island, hvor vi tilbragte 3 dage i paradis

Næste morgen var det tid til at forlade Airlie Beach for at fortsætte turen til Rosslyn Bay, hvorfra vi tog færgen til Great Keppal Island. Great Keppal Island et sand eksemplar på en tropisk ø med alt, hvad det inkludere. Vi var de eneste, der skulle med færgen, eftersom vi var de eneste, der skulle overnatte på øen - lige med udtagelse af øens 8 beboere.

Hygge på færgen på vej til Great Keppal


Great Keppal Island

Da vi ankom til Great Keppal lagde færgen til på stranden, hvorfra vi aflastede færgen i gammeldags stil med en lang kæde af udvekslingsstudenter, der sendte hver lille taske, hovedpude, sovepose, mad osv. ned stykke for stykke, taske for taske. Vi mødte øens beboere, der var så venlige at køre vores tasker op til vores hytter, hvor vi skulle bo de kommende 3 dage. Dette var den første, sidste og eneste gang vi skulle opholde os det samme sted 3 nætter i streg. Man lærer virkelig at sætte pris på de små detaljer, når man har kørt 3 dage i bus og boet i telte. Det var en fornøjelse ikke at skulle til bruge en time på at sætte teltene og resten af campen op. En ekstra bonus var, at hver hytte havde dets eget badeværelse, hvilket betød 3 dage uden lange bruser køer.

Vores første aften stod på afslapning og bål på stranden. Det er ulovligt at have bål på stranden i Queensland, men en af fordelene ved at være alene på en ø, er at der ikke er nogen, til at minde dig om reglerne.


Øen blev ramt af en Cyclone tidligere på året, hvilket havde gjordt stor skade på øens feriehuse 

Man skulle tro, at vi efterhånden havde fået nok at campinglivet, men næ nej, vi besluttede os for at tilbringe endnu en nat i den friske luft og sove på stranden under åben himmel hvor vi blev spist af myg, i stedet for at gøre brug af de ellers gode indendørs senge, vi alle havde betalt en formue for at have. For første gang på denne tur var der ingen regler eller tidspunkter, som skulle følges. Vi kunne spise, når vi var sultne, sove når vi var trætte og larme når vi ville.   

Dag 14 – Great Keppal Island

Afslapning i sandet efter morgenens løbetur

Næste morgen stod jeg tidligt op og tog på en løbetur langs stranden sammen med Tiffany og Pauline. Vi var de eneste på stranden og  højst sandsynligt også de eneste vågne på øen. Da jeg så solopgangen fortrød jeg virkelig, at jeg ikke havde taget mit kamera med mig. Himlen var næsten postkasserød og spejlede sig i havet, der var spejlblankt. Der var ikke en sky på himlen. Velkommen til Paradis!   

Great Keppal Island

Efter morgenmaden gik Astrid og jeg os en tur. Det startede ud med at være en hyggelig morgentur med mulighed for at snakke dansk i og med at vi ville være væk fra resten af flokken. Vores hyggelige morgen tur endte med en langt mere anstrengende sjov og udfordrende vandretur i bikini langs stranden, over klipperne og igennem skoven. Efter et par timers snak og gang, besluttede vi os for at vi lige så godt kunne prøve at gå rundt om hele øen, vi var overbevist om, at vi ikke kunne være så langt fra der hvor vi boede, men vi tog fejl. Efter 4 timers vandring mødte vi Sephora fra Canada og vores leder Steff, der fortalte at de havde gået de sidste 3 timer og at den hurtigste vej tilbage til hytterne, var den vej vi kom fra. Det var ved at være middagstid og efter 9 måneder i Queensland, ved jeg godt, at det betyder gå inden for og hold dig væk fra solen. Eftersom vi ikke havde noget vand tilbage blev vi ved med at gå og 2 timer senere stødte vi igen på Steff og Sephora, der havde ringet efter en båd. En gratis sejltur siger man vel aldrig nej tak til. 


Vandretur på klippe skråningen

Bikini, sneakers og hat (y)

Ikke det værste sted at være faret vildt

Endnu en bugt...

Da vi kom tilbage til hytterne og havde dukket en hel liter vand hver, satte vi os op i baren og nød en velfortjent Ben and Jerrys is. Resten af dagen stod på afslapning og solbadning på stranden.


Beach Volley på Stranden

Dagens sidste dukkert

Vores ellers rigtig gode og trofaste kok, skulle have sig en lille ferie. Så til aftensmad mødtes vi alle oppe på restauranten til en traditionel omgang Fish and Chips. Efter middagen afholdte vi turens meget omtalte talent show og derefter bål med snobrød, skumfiduser og bananer. En pige fra Finland og jeg havde lavet snobrødsdej. Og vi fandt ud af at snobrød kun er kendt i Skandinavien og Tyskland. Nogle af de brasilianske piger stod for bananerne, der blev tilberedt ved at du skar en banan op, fyldte den med chokolade stykker, pakkede den ind i sølvpapir og derefter lod den bage på bålet. Det smagte rigtig godt og det er helt sikkert en opskrift jeg vil tage med mig hjem.

Klar til aftensmad

Ledernes forstilling til aftenens tallent show 

Vi tilbragte endnu en nat på stranden under stjernehimlen ved siden af bålet. Da vi faldt i søvn var vandkanten 50 meter væk fra os, men da vi vågnede op et par timer senere var vandstanden steget og bålet var halvt i havet. Vi var alle for trætte til at gå op til hytterne, så vi rykkede bare lidt længere op og faldt i søvn igen.

Dag 15 - Anzac Day på Great Keppal Island (Yndlingsdag nr. 3)

D. 25. April er en heligdag, hvor de holder Anzac Day og mindes de soldater, der døde under 1. verdenskrig. Anzac Day er den dag, hvor Australien og New Zealand kæmpede sammen i mod Tyrkiet. Vi stod op kl. 4.25 om morgenen, hvor ceremonien fandt sted. Efter ceremonien gik vi tilbage på stranden og faldt i søvn indtil solopgangen vækkede os.

Anzac Ceromoni

Ania og jeg tog hen til den offentlige strand for at stå på vandski. Det var første gang jeg prøvede singleski på havet, så jeg var lidt nervøs for om jeg ville kunne komme op. Men det lykkedes, så min dag kunne ikke have været bedre. Efter en times tid på vandski lejede vi et paddleboard og sammen med Zoé og Johanna, tog vi på en paddleboard tur. Vandet var helt udsædvandeligt klart og du kunne se havbunden imens du stod op på boardet. Vi så en lille havskildpadde og 2 stingrays. Det var svært at holde balancen, når vi var to på et paddleboard, så vi fik os et par afkølende svømmeture undervejs.

Vandski og Waveboard på Great Keppal

Paddleboarding

Til frokost nød vi vores velpakkede picnickurv og introducerede Johanna, der har været på udveksling i Melbourne, til Queenslands mange tropiske frugter. Om eftermiddagen tog Johanna, Svet og jeg på snorkel tur hen over det lille stykke koralrev, der havde overlevet den syclon, der havde ramt øen for nogle få måneder siden. Vi var alle så optaget af de mange fisk og muslinger at vi ikke lagde mærke til hvor vi svømmede hen. Efter, jeg er ikke helt sikker på hvor lang tid, svømmede vi ind til en strandbred for at holde en pause. Vi lagde vores våddragter til tørre og fandt os hver en stor sten, hvor vi alle faldt i søvn. Vi vågnede, da en hel gruppe af de brasilianske piger kom gående på vej tilbage fra deres dagstur til en af de andre strandbrede.

Snorkletur i det krystalklarer vand

De var alle meget begejstret, og fortalte om deres dag. De havde set 2 små hajer, der svømmede mellem dem, da de var ude at bade kun ganske få meter fra strandbredden. Til at starte med troede vi ikke på dem, men da en af pigerne viste os et billede, havde vi ikke rigtig noget andet valg. Vi hoppede tilbage i våddragterne og fortsatte vores tur hen mod den strand hvor pigerne havde været. Vi ville også gerne se hajerne, men de ville desværre ikke ses af os.

Turens 15. Solnedgang

Det var vores sidste aften på øen, men ingen af os var klar til at forlade dette paradis endnu. Igen overnattede vi på stranden, selvom vi skulle tidligt op og med færgen næste morgen.

Dag 16 – Transport dag

Sidste morgen i paradis

Om bord på færgen var vi igen de eneste. Det begyndte at være lidt underligt, at vi i 3 dage ikke havde set nogle mennesker, der ikke var en del af gruppen. Vi sejlede tilbage til fastlandet, hvorfra vi hoppede på bussen og fortsatte tuden til vores næste stop ”The Gold Coast”. Dette var min tredje gang til The Gold Coast (hvilket er navnet på et område på samme måde som ”vestkysten” i Danmark) , men forhåbentligt ikke den sidste gang.

Ruten fra Great Keppal til Gold Coast

Soveposen på stranden blev udskiftet med de grønne tele, der denne gang blev slået op på den hidtil mest luksuriøse campingplads. Der var et stort akvarium i toiletbygningen. Varmt vand i bruserne. En kæmpe pool med spa og ruchebane og meget mere, vi ikke havde været vant til.

I dag var Johanna’s 18 års fødselsdag, hvilket vi fejrede om aftenen. Lederne havde købt et champagne glas til hende og efter aftensmaden måtte hun vælge 4 piger til at gå med hende og drikke champagne. Dette var en virkelig stor ting, eftersom deres holdning til alkohol er meget anderledes end den er der hjemme. Vi havde en rigtig hyggelig aften og nu glæder jeg mig endnu mere til at fylde 18, end jeg gjorde i forvejen.

På denne camp delte jeg telt med Ella fra Finland.

Dag 17 – Movie World (Yndlingsdag nr. 6)

I dag stod den på Movie World! Movie World er lidt ligesom Disneyland, men med WB´s film og figurer som tema i stedet for Disneys. Superman, Batman, Scoobudoo osv.

Movie World - here we come! 

Jeg tilbragte dagen sammen med Svetlana (Belgien), Zoé (Frankrig), Ania (Schweiz), Johanna (Frankrig) og Svetlanas kæreste Sam, der var på udveksling i Belgien sidste år og hans lille bror Thomas er på udveksling i Danmark i år. Svetlana, Zoé, Ania og Johanna er de 4 piger jeg brugte mest tid med under vores safari.

Ania, Svetlana, Johanna, jeg og Zoé! <3

Vi ankom til parken før åbningstid, så vi kunne være med til at tælle ned til lågerne åbnede. Vi stod forrest i køen og løb ind til vandruchebanen, som vi var dagens første til at prøve. Hvorfor vi lige valgte den attraktion til at være den første er jeg ikke helt sikker på, eftersom vi var driv våde da vi kom ud fra den.

Movie World!


Vandrutchebanen! 

Vejret var godt og solen skinnede. Det var en ganske normal mandag udenfor turistsæsonen, så der var stort set ikke nogle mennesker eller køer. Vi splejsede et stort Movie World kop, som du kunne genopfylde i alle parkens boder. Da vi spiste frokost lavede vi en hel regelliste til vores kop og skrev alle vores navne på det. Vi vil gøre det til en vandre pokal og regel nr. 1 er at den eneste måde, det kan blive videregivet på er når vi alle sammen mødes et sted og drikker af kuppet. Zoé er den første, der har taget det med hjem, så vores første weekendtur, når vi engang kommer hjem og har fået penge igen, vil blive til Frankrig.

Til frokost fik vi Nachos og Ben and Jerrys is. Dette var den første dag, hvor vi selv skulle betale for vores frokost, så vi så rigtig meget frem til at få noget andet end de ellers rigtig gode sandwich eller wraps, som vi havde levet af de forrige 17 dage, lige med undtagelse af dagen på the White Sundays.

 
Ben and Jerry´s #vi havde ikke råd til en vaffel hver,
så vi besluttede os for at dele en i stedet

Om eftermiddagen mødtes vi alle i en af parkens butikker, hvor vi fik 50% på alt ting, da manageren for parken var medlem af Rotary. Selvom der er mange regler, er det nu helt okay at være Rotary udvekslingsstudent.  

Efter en rigtig dejlig dag i Movie World kørte vi tilbage til campingpladsen. Jeg var ret imponeret over at vi kørte. Campingpladsen lå under 1 km væk fra indgangen til Movie World og der var fortov hele vejen, men generelt er den australske holdning til transport, at dette kun kan forgå i bus eller bil. Cykling eller vandring er for motion ikke for transport.   

Efter aftensmad og en svømmetur i poolen kørte vi ind til Surfers Paradise, der er storbyen på The Gold Coast og Australiens svar på Los Angeles. Surfers Paradise lå 20 minutters kørsel fra campingpladsen.

Tanken om, at vi i løbet af den seneste uge havde befundet os i den australske ørken, på Queenslands paradis ø, i Film Verdenen, på Great Barrier Reef og nu i en stor by med musik, trafik og mennesker over alt, var virkelig underlig, men fantastik på samme tid. Vi gik en tur langs stranden, hvorefter vi gik ind på en cafe, fik is og nød den varme aften.

Da vi kom tilbage til campen om aftenen, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg besluttede mig for at putte penge på mit simkort, der havde været fladt siden safarien begyndte. Selvom det havde været rigtig dejligt at have over 2 uger uden telefon, Facebook og internet, så var det også virkelig dejligt at se, hvad der alt var sket der hjemme og i Danmark. Det er utrolig, hvordan man begynder at sætte pris på de små ting, når det ikke er noget man har fri adgang til hver dag.

Dag 18 – Byron Bay og Coffs Harbour

Fra The Gold Coast fortsatte vi vores tur syd på og dagens næste stop var Byron Bay, hvor vi havde 3 timers fritid. Omkring halvdelen af os tog på en vandretur op til byens fyrtårn, hvor fra du nogle gange kan være heldig at se delfiner. Det var anden gang jeg vandrede der op og vandreturen denne gang var en del hårdere end jeg huskede den. To timer senere kom vi tilbage til bussen, hvor jeg sammen med Ana tog op og besøgte surfer skolen, hvor vi havde været på surfer camp i marts måned. Byron Bay er og bliver ved med at være et af mine yndlings steder/ byer i Australien. Vi holdte picnic på stranden før vi igen skulle tilbage på bussen og fortsætte turen til Coffs Harbour.

Da vi sent på eftermiddag ankom til Coffs Harbour skulle vi for turens sidste gang sætte vores telte op. Denne gang måtte vi selv vælge vores telt partnere. Jeg valgte at dele telt med Zoé fra Frankrig. Campen var sat op og vi var alle klar til en svømmetur i havet, da en storm valgte at ramme bugten. Det skiftede fra næsten skyfri blå himmel og solskin til torden og regnvejr på det stykke tid, det tog os at skifte fra joggingbukser til bikini. Vi var ret så skuffet da vi trådte ud af teltet og måtte vende om igen for at skifte fra bikini til hættetrøje, regnjakke og tykke sokker. Hvis det havde været i Queensland, kunne vi have beholdt bikinien på og nydt den varme tropiske regn, men regnen i New South Wales var anderledes og kold.

Vi satte os op under halvtaget, spillede forskellige kortspil imens vi ventede på aftensmaden, som vores søde kok stod og tilberedte bag bussen trailer i regnvejr. Det var godt at få noget aftensmad at varme sig på, og vi tændte de forskellige BBQ’s, for at holde varmen.

Zoé og jeg skyndte os at spise, hvor efter vi lavede noget varmt Milo (der er lidt ligesom varm kakao), løb tilbage til teltet og sat en film på. Der var ikke alt for meget strøm tilbage på min Ipad, så vi skruede helt ned forlysstyrken, så vi kun lige kunne se billedet, skuede helt op for lyden, så vi kunne hører noget for regnen og pakkede os ind i så mange tæpper og trøjer som vi kunne finde. Det endte med at være en anderledes, men rigtig hyggelig aften sidste aften i telt.

Dag 19 – Sidste bustur for distrikt 9550

Jeg tror, det var ret godt, at dette skete på vores sidste aften i telt. Alt ting var vådt og der var vand over det hele, da vi næste morgen pakkede vores camp sammen for sidste gang. Denne kørertur var vores sidste dag med kørsel for mit distrikt, da vi ikke skulle fortsætte med de andre på deres 15 timers bustur til Melbourne, men skulle i stedet flyve fra Sydney til Townsville efter vores sidste 2 dage i Sydney.  

På turen fra Coffs Harbour til Sydney, holdte vi ind ved en park tæt ved Sydney, hvor de havde haft oversvømmelse, for at hjælpe med at rydde op smide affald ud.

Da vi senere på eftermiddagen ankom til vores hostel i Sydney, skulle vi tømme bussen, der havde været vores ”hjem” de seneste 3 uger. Vi havde kun tilladelse til at holde foran hostellet i 10 minutter, så det var noget af en opgave med 37 udvekslingsstudenter og poser, kameraer, tasker, hovedpuder, tæpper osv. over det hele og uden noget system.

På hostellet boede vi på 4mands værelser. Jeg boede sammen med Svetlana, Pauline og Riko, der alle var piger fra mit distrikt. Det var virkelig dejligt med en rigtig seng og mere end 2 brusere til 29 piger. Og så var der gratis Wifi (Y)

Om aftenen kørte vi hen til et shoppings center, hvor vi fik aftensmad og fik set Sydney fra vinduet i bussen. Ingen af os havde fået sovet fra meget nattet i forvejen, så vi gik tidligt i seng. Det var utroligt hvordan et ganske almindeligt hostel kunne føles som et 5 stjernede hotel.

Dag 20 – Sightseeing i Sydney (Yndlingsdag nr. 5)  

Efter en lækker morgenmad på caféen, der hørte til vores hostel, stod den på sightseeing. Vi startede ud med en havnerundfart, hvor vi så the Harbour Brigde, Sydney Operahouse og hvad der nu ellers lå rundt omkring den enorme havn.

Efter havnerundfarten havde vi resten af dagen på fri hånd, til at gøre hvad vi gerne ville. Sammen med den selvandelige gruppe, var vi en hel folk, der gik op til Operahuset, for at tagebilleder. Nogle af drengene besluttede sig for, at de gerne ville betale for en rundvisning  og slog mig til deres gruppe, hvilket var en af mine bedre beslutninger. Jeg vidste ingen ting om operahuset ud over, hvordan det så ud udefra og at det var en dansk arkitekt, der havde tegnet det. 

Havnerundfart i blæsevejr! 

Havnerundfart i regnvejr

Svetlana, Sara, Jeg, Ana og Sephora

Gå tur op til Opera Huset (Alexis, Pauline, jeg, Lucian) 

Rundturen varede to timer og på de to timer fik vi set og lært historien om operahuset, hvordan det oprindeligt var planlagt til at skulle blive bygget på 3 år, men var færdigt efter 16 år og hvordan det oprindelige budget lå på et par millioner dollars, men endte med at blive et par 100 millioner dollars. Under rundvisningen så vi en generalprøve på et skuespil i den ene sal, symfoniorkestret øvede i den store koncertsal og der var en ballet i gang i en tredjesal. Vi var virkelig heldige at vi fik oplevet lidt af det hele og jeg håber at jeg en dag vil få muligheden for at se en hel forestilling i operahuset.

(Billede kommer senere)

Efter rundvisningen mødtes jeg med pigerne, vi gik op til Sydney Harbour Brigde, som vi oprindeligt havde planlagt at vi ville klatre, da det er en af hoved attraktionerne i Sydney. Desværre var klatreturen lukket pga. regnen, så vi måtte nøjes med at krydse den fra fortovet. Nu har jeg en god grund til at komme tilbage til Sydney en anden gang og jeg sparede 200 dollar.

Svetlana havde besøgt Sydney to gange i forvejen så hun var vores guide og viste og rundt i byen. Vi besøgte byens ældre bydel, hvor vi fik frokost på en asiatisk restaurant. Vi gik gennem byen, besøgte et stort shoppingscenter fyldt med de dyreste mærkevarer, vi gik igennem et økologisk marked i byens centrum, vi besøgte den store Lindt café, der var udsat for terror tidligere på året, vi så pladsen, hvor byens Anzac ceremoni havde fundet sted og vi så de forskellige bygninger og statuer, som man nu skal se, når man besøger byen. Efter et par timers sightseeing, endte vi ude ved at marked, hvor vi gik på jagt efter noget præsentabelt tøj til aftens middag på den roterende restaurant. Missionen lykkedes hvor efter vi gik hen til Darlig Harbour, der er en sød lille havn. Her købte vi en is kaffe og sad på broen for at nyde udsigten og se på folk, der levede det travle storbysliv.

Sightseeing i Sydney! 

Om aftenen tog ville alle sammen hen til den roterende restaurant (ligesom den i TV tårnet i Berlin), vi fik helt vildt lækker mad og vi nød hinandens selskab på turens sidste aften. Det var en rigtig god måde at slutte en helt fantastik tur af på. Udsigten var ubeskrivelig. At se Sydney fra toppen, først i dagslys senere i mørke men oplyst.


Middag på toppen af Sydney (Jeg, Pauline, Ania, Svetlana, Astrid og Zoé)

Dessert buffet

Efter en rigtig dejlig dag og en hel fantastik tur tog vi tilbage til hostellet, her mødtes jeg med Jenny fra Tyskland, som jeg lærte at kende da vi var på surfer Camp i Byron Bay. Hun var lige ankommet til Sydney og skulle være der de næste par uger. Det så fedt at jeg efterhånden har fået venner fra hele verden og at lige meget hvor jeg tager hen, så er der altid nogle, der skriver om ikke vi skal mødes.

Dag 21 – Hjemrejse

Vi vågnede tidligt for at sige farvel til de to andre distrikter, der stadig havde 15 timer til gode på landevejen. Efter at have sagt farvel gik vi alle tilbage i seng, inden vi selv skulle af sted 4 timer senere. Det var så underligt at skulle sige farvel til dem, som vi lige havde tilbragt 3 uger 24/7 med. På samme tid var det også dejligt bare at være distrikt 9550 igen. Det føltes lidt som om at vi havde været på familie ferie med hele familien og nu var det bare vores egen lille familie igen.

Flyruten fra Sydney til Townsville 

Vi tog toget ud til lufthaven, hvor  fra vi fløj til Townsville. I Townsville blev vi hentet af Katanya (som er den nye chairman for næste år), Michael (der er Frances mand) og en anden mand fra Rotary. Det følgende weekend stod på Generalforsamling for vores Distrikt. Vi skulle alle sammen bo ved Katanya og fredag eftermiddag stod på film maraton i hendes baghave.

At rejse er at leve, så vi må hellere blive ved, hvem ved hvad der kunne ske hvis vi stoppede?
En ting, der er helt sikkert er, at jeg ikke tør tage chancen ;D